CAFE KARL-E

Cafeen er hjertet i karl-e. Den daglige puls, hvor der altid er frisk kaffe på kanden, noget godt at spise, lidt sødt til ganen og et hyggeligt hjørne at slå sig ned i.

Lån et brætspil med en ven, nyd en bog eller avisen i fred uden at skulle føle dig helt alene eller gå på opdagelse i brochurer og flyers i Kulturinformationen. Det er også i cafeen, der med jævne mellemrum vil være folkekøkken eller andre former for spiseaftener. Se mere under Aktiviteter.

Pointen med karl-e er at få alle slags mennesker indenfor dørene, og derfor er priserne sat, så flest muligt kan være med. Det er frivillige hænder, der skærer kagen og laver kaffen, og vi beder derfor gæsterne om at give et bidrag ved selv at rydde op efter sig.

Cafeen skal ligesom resten af karl-e være et uformelt og hyggeligt sted, og en stor del af interiøret er enten foræret eller udlånt. Nogle af tingene vil derfor være til salg, så hvis man forelsker sig i en lysestage, et billede eller en stol, kan det meget vel være, at man kan købe den med hjem.

Spis sammen eller tag med hjem

Du kan altid købe friske forskellige sandwich og lune toasts og salater.

Engang imellem er der brunch på menuen i weekenden - tjek Facebook - og du kan selvfølgelig nyde et glas øl fx fra Halsnæs Bryghus eller vin til din mad, ligesom der kan købes  kaffe, te, varm kakao, sodavand og hjemmebag.